Sikke en dejlig weekend. Vejret har været fantastisk og jeg har været sammen med skønne mennesker!
Fredag inviterede min "lille" nevø til mad - fyldt mørbrad med hasselback kartofler, tomatsalat og Jensens Whisky Sauce... MUMS, det var lækkert!
Igår hyggede jeg med en tidligere kollega, hvor vi shoppede rundt og spiste lækker frokost i byen - rigtig dejligt at være sammen med hende - savner hende fra dengang vi arbejdede sammen.
Igår eftermiddags/aften lavede jeg de her puder ind til sofaen. Får sådan en trang til at der skal ske noget nyt når solen titter frem.
Kunne rigtig godt tænke mig at male den ene væg inde i stuen, men nu må vi se om det bliver en realitet.
SØNDAGSBRUNCH
Idag havde jeg inviteret til brunch - vi var 10 incl. 3 børn og det var bare super hyggeligt. Fik desværre ikke taget noget billede af det komplette bord - det var ellers rigtig lækkert! Jeg havde lavet de små lakse-tærter som kan ses på billedet, koldthævede boller fra Newyorkerbyheart, rundt grovbrød fra Amo, stort frugtfad, bacon, små pølser, røræg, scones og selvfølgelig alt hvad dertil hører af pålæg, drikkelse osv. Min søde veninde havde medpragt lækre brunch pandekager, så alle var bestemt mætte og tilfredse da de rejste sig fra bordet.
Jeg har skrevet opskrifter på nogle af de retter jeg lavede:
Bondebrød fra Mors (Den Store Bagebog 2 fra Amo)
2 stk
600 g hvedemel
200 g groft rugmel
100 g havregryn
4 dl ymer
1 tsk salt
3 dl varmt vand (40 grader)
50 g gær
½ dl olivenolie
1 spsk honning
Bland ymer og varmt vand og oplæs gæren heri. Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen til den er ensartet. Lad dejen hæve lunt og tilsækket i ca. 30 min. Slå derefter dejen ned og del den i 2 lige store stykker. Form dem til kugler og lad dem hvile tildækket ca. 10 min.
Form kuglerne til to runde brød. Sæt dem på en bageplade og lad dem efterhæve lunt og tildækket til dobbelt størrelse (ca. 25 min.)
Pensles med sammenpisket æg, drysses med rugmel og snit derefter 8 steder.
Bages 30-35 min. i en 200 grader varm ovn (jeg brugte varmluft på 180 grader)
Jeg bagte brødene igår og lunede det blot idag.
Scones
ca. 30 stk
575 g hvedemel
85 g sukker
5 g salt
25 g bagepulver
19 0g smør
3,75 dl kærnemælk
Æg til pensling
Mel, sukker, salt og bagepulver røres sammen i en skål. Smørret skæres i tern og nulres ud i melet. Kærnemælken tilsættes og det hele røres sammen. Jeg tilsatte Callebaut chokoladeknapper, som jeg rørte i dejen efter kærnemælken tilsat.
Dejen er meget klistret og lidt svær at have med at gøre, derfor lavede jeg bare nogle tilfældige "klatter" på en bageplade og penslede dem derefter med sammenpisket æg. De sættes i en forvarmet ovn ved 220 grader på øverste ribbe i 10-12 minutter. Jeg brugte varmluft på 200 grader
De blev serveret med Lemon curd og pisket fløde - det smager helt fantastisk. Scones er dog bedst den dag de bliver bagt da de efterfølgende hurtigt bliver tørre.
Små ørredtærter
De små ørredtærter er lavet af den nemme tærtedej fra køledisken i netto, som jeg har skåret ud og lagt i en muffinsplade. I bunden af hver tærte har jeg lagt lidt røget ørred, lidt ærter, lidt purløg samt forårsløg. Derefter har jeg tilsat en oste-fløde-æggeblanding og derefter i ovnen 20-30 min. ved 200 grader. De er også perfekte til madpakken eller sammen med en god salat.